Disen smyger sig om fødderne på træerne og hen over markerne. Morgensolens stråler er langsomt ved at brænde sig igennem og bader landskabet i orange. Nede ved havnen har ”Livø II” lige lagt sig til kajs. Med ombord er skovløber Martin Olsen og skipper Jacob Knudsen og de håndværkere, der er ved at renovere et af husene på Livø. Skibet bærer dog også på en noget tungere passager denne morgen. En stor container fyldt med betonsmulder og andre rester fra forældede installationer, der har fået et ansigtsløft. Resterne har været en tur på fastlandet for at blive knust, og kommer nu tilbage til Livø for at få et nyt liv.

Skrald fra renoverede huse er ikke det eneste, der indgår i et større kredsløb. De fleste handlinger begået på Livø er tænkt ind i et større projekt. Her på øen ude i Limfjorden handler det nemlig om at bevise, at små samfund kan være selvforsynende uden opkobling til et større elnet. Det projekt satte Naturstyrelsen, der driver Livø, sig nemlig for i 2012, da de påbegyndte projekt ”Grøn Livø, Naturens Stillekupé”. Projektet har fokus på grøn omstilling, renovering af bygningerne, naturen og landbruget, som hænger sammen i sit eget lille kredsløb. Et kredsløb der skal lære os, hvordan man allerede nu og i fremtiden kan leve mere bæredygtigt. Men det er ikke uden udfordringer at lave sådan et demonstrationsprojekt, når man samtidig arbejder imod fortidens fejltagelser og uden den nødvendige teknologi.

Et landbrug i harmoni med naturen

Længere inde på øen, inde i den lille by med de gamle huse, der nu bliver brugt som lejerskole, er landmand Karsten Kjærgaard i fuld gang med dagens opgaver. Han har været i gang siden før solen kastede sine stråler på solcelleanlægget på taget af smedjen. I baggrunden høres en svag susen fra øens eneste vindmølle. Sammen med sin kone Bente Qvist Kjærgaard driver han Livø Avlsgård og dermed det økologiske landbrug på Livø. Han og Bente flyttede til øen i 2015. Dengang blev de tiltrukket af, at landbruget var økologisk.

“Jeg troede egentlig, jeg var færdig med at være landmand. Måske ville jeg gerne undervise. Men så åbnede der sig den her mulighed på Livø, og det blev vi nødt til at prøve,” smiler Karsten, mens han reparerer en ladvogn.

Bente og Karsten havde, inden de flyttede til Livø, drevet økologisk landbrug på fastlandet i 18 år, og havde derfor god erfaring med den type landbrug. Selvom landbruget på Livø i store træk drives på samme måde, som de gjorde det på fastlandet, er der alligevel store forskelle. For eksempel at Karsten og Bente ikke ejer noget selv, men er ansat af Naturstyrelsen, der hører under Miljøministeriet. Karsten indrømmer, at det lidt specielt ikke at eje landbruget. Men det har sine fordele, for eksempel når man skal bruge nye maskiner, værktøj eller andet udstyr. Og så er det et privilegie at være med i et projekt som det på Livø.

”Det er super spændende at arbejde med. Jeg vil gerne være med til det hele. Se det bære frugt. Det ville være så ærgerligt ikke at være med til at føre det til vejs ende. Jeg vil have det hele med,” siger Karsten, mens hønsene klukker fornøjet om fødderne på ham.

Landbruget er som sådan ikke en del af Projekt Grøn Livø. Der er blevet dyrket økologisk på øen siden 1991, og skønt der bliver eksperimenteret og udviklet, er det den del af Livø, der står overfor færrest udfordringer. I modsætning til naturplejen og arbejdet med at gøre øen selvforsynende, hvilket der stadig bliver arbejdet intenst på. Men derfor er det stadig en vigtig del af kredsløbet på Livø, og en vigtig læring om, hvordan man kan få landbrug og natur til at harmonere. Det kommer vi tilbage til.

I dag består landbruget af omkring 120 anguskvæg, der bliver slagtet og sendt til Meyers Catering i København og af kornproduktion, der bliver sendt til bageriet Aurion i Hjørring. Udover det har Karsten og Bente også køkkenhave til eget forbrug, høns, der får lov til at gå frit udenfor hønsegården og fire bistader. Resten af årets honningproduktion på ca. 200kg er lige blevet hældt på glas.

Karsten piner det sidste batteri ud af sin boremaskine, og får de sidste par skruer sat i pladen på ladvognen. Vognen er en gammel sag, der længe har stået i vejen, fordi de ikke helt vidste, hvad de skulle bruge den til, når den ingen bund havde. Men efter lidt betænkningstid og en god ide har den fået et nyt liv og er nu klar til at blive læsset med to bigballer og kørt ud til køerne.

Lige nu går anguskvægene på de marker, der i sommers stod i fuldt flor med diverse konsorter, nogle gange op til 15 forskellige sorter. Blandt andet de tre sorter, der er grundstenene for de sorter, vi kender i dag; verdens ældste kornart, enkorn og de oldgamle sorter emmer og spelt. Men som så meget andet på Livø, bliver der også eksperimenteret med landbruget. Ligesom hele øen er en demonstration af alternative, miljøvenlige løsninger, er landbruget også en demonstration af, hvad mulighederne er for at lege med mindre kendte afgrøder på dansk jord. Man har blandt andet eksperimenteret med glutenfri sorter som quinoa og hirse, der normalt vokser under varmere himmelstrøg.

Imellem kornet bliver der sået det, vi andre nok ville betegne som ukrudt. Men en økologisk landmand betegner det som efterafgrøder. Sammen med efterafgrøderne kommer også en masse snegle, svampe og andre bakterier, som holder skadedyr væk fra kornet og samtidig bidrager til en god biodiversitet. Stofkredsløbet på Livø er meget lavt, derfor er det vigtigt at holde på de næringsstoffer der er, blandt andet med efterafgrøder. En god biodiversitet og et godt stofkredsløbet gør, at jorden bedre kan optage vand og håndtere tørke, hvilket giver bedre afgrøder. Da der er et begrænset areal til dyrkning af landbrug på Livø, er det vigtigt at jordens frugtbarhed er god.

Når kornet er høstet, og kun små gnaldede pinde står tilbage, begynder planter som oliehør, dodder og vikke nemlig for alvor at pible frem og gro markerne til med et grønt tæppe. Det grønne tæppe spiser anguskvægene, og de kvitterer så med en omgang næring i form af efterladenskaber til markerne med udsigt til Limfjorden.

”Mange folk siger, at deres arbejdsplads har den bedste udsigt. Det vil jeg nu også vove at påstå at vores har,” råber Bente, mens hun med vinden i håret bumler ud af markstien på ATV’en ud til køerne.

”Der skal helst gro noget hele tiden,” siger Karsten, mens han begejstret udpejer de gule og lilla blomster mellem køernes hove.

Efter hende kører Karsten på minilæseren med ladvognen og de to bigballer spændt for. Det er nemlig ikke kun halm, der skal sørges for ude ved køerne. Karsten og Bente styrer hvor stort et areal, køerne må gå på, så de ikke forspiser sig. Anguskvægene er kødkvæg, og her på Livø lever de kun af græs og andet grønt på jordens overflade med en lille sideservering af halm. Når de ikke græsser de nyopståede marker, får de lov til at gå på stort set resten af øen mellem skovenes træer, på heden og på strandingsarealer. Det ville de også gøre, hvis ikke der var mennesker til stede. Men nu når der er det, bliver man nødt til at kontrollere, hvor de går.

”På den måde indgår køerne i en rotationsdrift, der er sundt for køerne, fordi de selv har mulighed for at vælge hvad, de vil spise. Hvis der er noget, de ikke kan lide, kan de bare spise noget andet,” forklarer Erik Dalsgaard, der er skovfoged for Naturstyrelsen Himmerland.

Skovene og de andre naturområder på Livø har godt af at få besøg af køerne, de hjælper nemlig ubevidst med at pleje naturen.

Naturens legeplads

Vinteren er så småt ved at gøre sit indtog. Kun få gule og orange blade titter frem mellem de grønne nåletræer. Herude i Livøs skove er der en ro og stilhed, som kun få andre steder kan tilbyde. Det eneste, der overdøver stilheden, er den overvældende sang fra de overvintrene fugle og den hule lyd af spættens taktiske hakken.

Det er ikke kun i skovene, der en imponerende skare af dyreliv. Tre fjerdedele af Livø består af natur, der er fredet og del af Natura-2000. Øen bliver af mange betegnet som et Minidanmark, for her stort set alle danske naturtyper repræsenteret; skov, eng, overdrev, hede og moser. Der er stejle klinter og sandstrande, og ude på sandodden Liv Tap er der et fredet sælreservat.

Der er kun få skadedyr på Livø, såsom mosegrise, ræve og mårer. Selvom alle dyr er velkomne, tilpasser Naturstyrelsen bestanden af visse dyr, hvis der er for mange. Det er både for at forhindre udviklingen af sygdom blandt dyrene og for at hjælpe livets kredsløb. Er der for mange ræve kan Bente nemlig mærke det på bestanden af mosegrise i sin køkkenhave, fordi ræven spiser mårene, der skulle spise mosegrisene. Til at bekæmpe mus har gården to hunkatte. De to killinger er allerede garvede jægere men uerfarne ædere. Derfor lægger Bente og Karsten musene, kattene fanger, ud til sløruglen i laden.

Naturen plejer på mange måder naturen på Livø. Dog hjulpet på vej af mennesker. Og så sørger Bente og de andre for at udnytte naturens ressourcer bedst, og der hvor det giver bedst mening. For eksempel bliver tang fra strandene samlet sammen og tørret og smidt ind i staldene som dybdestrøelse. Det samme gør bladene fra gårdspladsen, for ude på brostenen gør de ingen gavn. På et større plan bliver naturens vilde dyr om sommeren akkompagneret af landbrugets anguskvæg. Sammen med dåvildtet gumler dyrene i skovene, på engene og på overdrevene, for uden dem ville skovene gro til.

”Man kan skove træer med motorsave og manpower, eller man kan lade dyrene gøre noget af arbejdet for sig,” griner Erik Dalsgaard.

Men naturen på Livø har ikke altid haft det godt. I 1700-tallet var der over hele landet stor skovhugst, der ledte til, at kun to-tre procent af Danmark stod klædt i grønt. Naturen fik det bedre i løbet af 1800-tallet, fordi man havde vedtaget en lov om, at der skulle plantes et nyt træ for hvert træ, man fældede. Men husdyrene var samtidig blevet forvist fra skovene, og uden dem til at gnaske i skovbunden voksede skovene til. Der var mindre fokus på dyre- og planterigets bedste, og mere fokus på så stor udnyttelse af skovarealer som muligt. Derfor plantede man arter, der egentlig ikke havde hjemme i Danmark. Det gjaldt også på Livø, hvilket betød, at øen i lang tid voksede til i alskens sorter, der ikke hørte til på øen. Kun få pletter af egetræer røbede, at øen engang havde været dækket af egeskov.

Til trods for den store skovhugst står mange af de knudrede, lavbenede og vindblæste egetræer endnu. I dag er jobbet med at udfase de ikke-tilhørende arter og fremme egeblandingsskoven tilfaldet skovløber Martin Olsen. Siden 2016 har Martin boet på Livø sammen med sin kone og to børn.

”Man skal hedde Martin for at være skovløber Livø,” griner Martin og henviser til navneskiltet i foruden på traktoren, som den tidligere ansatte har efterladt.

Som skovløber på Livø skal Martin ikke kun sørge for at udfase visse træsorter inde i skovene. Det er også ham, der står for fyring, regulering af varmen i husene og kloakering. Og så hjælper han nogle gange Bente og Karsten med landbruget, når der er brug for det. For ham var jobbet tiltrækkende, fordi der var så mange grene og muligheder. Med til jobbet hørte også et duelighedsbevis, så han kan sejle færgen.

”Det er meget spændende at være med i projektet, fordi man følger en proces og får lov at sætte sit eget præg, komme med ideer og lære en masse nyt,” siger Martin, mens terrænet får ham til at vugge fra side til side i traktoren.

Traktorens motorbrummen afbryder skovens stilhed. Martin har nemlig spændt en grab for traktoren, for at indsamle stammerne fra de nåletræer, der for nyligt er blevet fældet. Visse nåletræer er blandt de ikke-hjemmehørende arter på Livø, der truer egetræerne og egeblandingsskoven. Egetræers kroner er meget åbne og giver gode forhold for skovbundens mange planter og smådyr. Derfor er målet på Livø at udfase de invasive arter som bøg, rødeg og ahorn, og arbejde sig tilbage til det oprindelige landskab med en overvægt af egetræer. Vokser de invasive arter sig store nok, kan de skygge for egetræerne og til sidst overtage skovene.

”Ahorntræerne i byen gør ingen fortræd, så dem lader vi stå. Fokus er på de træer inde i skoven, som er en trussel mod egetræerne. Dem tager vi først,” forklarer Martin.

Mens skovfyr og almindelig ædelgran er hjemmehørende, kommer nåletræer som sitka og nobilis helt ovre fra USA. Og det er nogle af dem, der for nyligt har måtte lade livet. Nåletræernes kroner er allerede blevet hakket til flis, som sammen med blade og tang skal bruges til dybdestrøelse inde i stalden. Stammerne skal derimod bruges som brændsel i kedlen, hvor øboerne får deres varme fra. Som en del af Livøs grønne omstilling vil man gerne udfase brugen af træ til at lave varme med. Men lige nu giver det god mening at blive ved med det, både fordi der er så mange invasive arter, der skal forhindres i at overtage skovene, og fordi projektet med at være 100% selvforsynende kommer med et par udfordringer.

Sol og vind flytter ind

Fugten hænger tungt i luften. De grå skyer har overtaget himmelen, og tillader ikke solen at skinne igennem i dag. Udenfor Livøs elværk holder en af Livøs to elbiler. Den tilhører skipper Jacob Knudsen, hvis opgave udover at sejle færgen også er at holde øje med elforsyningen fra vindmølle, solceller og dieselgeneratorer. Sammen med Martin tager de hver morgen et tjek på, om det hele løber rundt, som det skal.

Mange af de beboede øer i Danmark er koblet til det landsdækkende elnet via et elkabel til fastlandet for at få strøm. Derved kan underskud og overskud af produktion nemt udlignes, og der kan holdes en bestemt frekvens, der bevarer en stabil elforsyning. Men sådan er det ikke på Livø. Al varme og el, der skal bruges på Livø, skal også produceres på Livø.

Inden Naturstyrelsen gik i gang med projekt Grøn Livø i 2012, brugte man dieselolie til to gamle dieselgeneratorer, der producerede el og fyrede med træ i trækedlen på Livø Avlsgård for at få varme. Når der var ekstra koldt, kunne der suppleres med produktion af varme fra et oliefyr. Men med projekt Grøn Livø blev der sat gang i fornyelse, nytænkning og udvikling. Målet er nemlig at udfase brugen af de fossile brændstoffer og gøre Livø 100% selvforsynende.

Som det ser ud nu, er projektet, der er sat til at skulle afslutte i 2025, nået halvvejs i mål. Indtil videre er der blevet lagt et nyt fjernvarmenet ned, alle bygninger er ved at få et ansigtsløft med bedre isolering, radiatorer, gulvvarme og LED-pærer, der er oprejst en husstandsvindmølle, og der er banket et 215 kvm stort solcelleanlæg op på taget af Avlsgården. Overskuddet af elproduktionen fra vind og sol bliver lagret i et batteri. Desuden er fastbrændselsfyret blevet moderniseret, så det udnytter energien bedre. Der er er nemlig stadig brug for at blive brændt træ af til varmeproduktion.  Ligesom der er brug for træ, er der også stadig brug for dieselolie.

”Vi startede med de lavt hængende frugter, men vil vi nå målet om 80% eller 100% selvforsyning, så kommer vi selvfølgelig ikke udenom, at vi skal kigge på transporten. Men der bliver vi nødt til at vente på, at teknologierne til det bliver udviklet,” forklarer Birgitte Palle, der er projektleder på Grøn Livø og ingeniør.

Årligt bliver der brugt ca. 100.000 liter dieselolie til elværket, færgen, traktorer og maskiner. På det lille elværk bliver olien brugt til de nye dieselgeneratorer. Dieselgeneratorerne skal sørge for, at der bliver vedligeholdt en stabil frekvens, fordi Livø som nævnt ikke er koblet til det landsdækkende netværk. En dag som i dag, hvor det danske vejr viser sig fra den grå side, er det ekstra vigtigt.

”Når der lige pludselig momentant går en sky for solen og skygger for solcellerne, hvad skal så producere strømmen, og gribe nettet, så Bente ikke oplever, at hendes komfur lige pludselig slukker, fordi der ikke bliver produceret strøm mere?” forklarer Birgitte.

Netop at holde frekvensen har været en af de store udfordringer på Livø, fordi teknologierne ikke er opfundet på så småt et plan endnu. Overvejelserne lå på at etablere et biogasanlæg på øen, som også kunne drive en gasturbine og derved holde en frekvens. Men størrelsen og økonomien har gjort, at den ide er blevet skrottet. I stedet tænker man nu i, at overskudsproduktionen fra vindmølle og solceller kunne lade et batteri, hvilket kunne holde frekvensen konstant. Det kan det nuværende batteri nemlig ikke. Den intelligente IT-løsning, der selv kan styre de forskellige input fra vind, sol og fyr, mangler også stadig. Derfor må Jacob og Martin holde øje med computerne og hjælpe dem på vej.

Udfordringen på Livø er derfor ikke, om Livø kan være selvforsynende, for det beviser øens brug af vind- og solenergi godt kan lade sig gøre. Derimod er udfordringen at få vind, sol og fyring til at fungere i et samlet system i miniformat, der kan levere en stabil forsyning, så det passer til en ø. En ø, hvor der vel at mærke er store udsving i forbruget, fordi der om sommeren er besøg fra turister, men om vinteren kun bor tre-fire familier. Indtil videre har man delvist bevist, at det godt kan lade sig gøre at nedsætte energibehovet og gøre brug af vedvarende energikilder. Det, man mangler, er at få lavet et stabilt produktionssystem.

Det er noget som projektets samarbejdspartnere stadig arbejder på. Håbet er at kunne løse problematikken, og derefter udbrede kendskabet til andre øsamfund og isolerede landsbyer i verden. For selvom Livø er lille, er tankerne for projektet store. Mange beboede øer rundt om i verden har ingen opkobling til fastlandet eller et større netværk. Derfor bruges der oftest forurenende dieselmotorer til produktion af el og fyring med træ fra skove til varmeproduktion. Det er dårligt for både miljø og dyreliv, da det udleder unødvendigt meget CO2, og skovningen af de små øers træer risikerer at ødelægge dyreliv og udrydde sjældne plante- og dyrearter.

”Der er et enormt potentielle, hvis vi på en lille ø som Livø kan demonstrere, at det faktisk godt kan lade sig gøre at bygge med kendte teknologier med sådan en styrke, at de ville have selvforsynende energi. At kunne opretholde en levestandard, som svarer til det man har andre steder i verden,” forudser Birgitte.

Det er ikke kun viden om vedvarende energikilder, der kan bruges andre steder i verden. Men hele ideen om at få vild natur, landbrug og mennesker til at fungere sammen i sunde kredsløb, præcis som på Livø.

Bachelor-projekt lavet som fotojournaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i efteråret 2020.